Bambi og ulven.
I dansk politik foregår der er et bemærkelsesværdigt skuespil i venstre side af spekteret. Det der foregår er at SF er ved at æde sig ind på Socialdemokratiet. Hvad er det for et spil der foregår?
Ulven.
Villy Søvndal er blevet rorgænger for SF. Det har afstedkommet nogle tydelige forandringer i SF's retorik. Nogle ville måske udtrykke det på den måde at SF er begyndt at spille på 'Pia Kjærsgård effekten'. Men hvad betyder dette udtryk egentlig?
Det tager sit udgangspunkt i forståelsen af mennesket som dyr. Mennesker er dyr. Det betyder at de mekanismer som er styrende for mange arter af flokdyr også findes indlejret i mennesket. Hos nogle individer er disse dyriske mekanismer meget dominerende, hos andre er de ret svage. Men de findes hos alle mennesker.
SF er begyndt at profilere sig gennem politiske markeringer der taler til det dyriske i mennesket. Det er de laveste instinker der appelleres til. Villy Søvndal giver den hyppigt som den brølende hangorilla der stiller sig op overfor en iscenesat 'fare'. Det kan være alt fra prostituerede, over rygere, til de 'farlige' biler. Hvis der kan vikles nogle børn ind i skuespillet er det perfekt. Herefter skal SF's Villy Søvndal blot stille sig op, hamre sig på brystkassen og brøle sit gorillabrøl.
Denne retoriske teknik blev for alvor synlig da Villy Søvndal stillede sig op i medierne og tordnede imod “Hizh-Bu-Taria” med en besked om at de kunne “tage ad helvede til”. Den lille gruppe muslimske fanatikere blev iscenesat som en farlig gift for hele nationen, som Villy Søvndal nok skulle tage sig af. Det var et retorisk skuespil med stærke emotionelle undertoner. Denne form for retorik spiller til de laveste instinkter i mennesket.
Siden da har SF markeret sig på lignende måde. Det har givet tydelige resultater i meningsmålingerne. Da der var valg i november2007 fik SF 13 % af stemmerne. I dag står SF i meningsmålingerne til at få lige over 20 %. Stort set hele den gevinst er hentet hos Socialdemokratiet.
Bambi.
Rorgængeren hos Socialdemokratiet hedder Helle Thorning-Schmidt. Hvorfor hun blev valgt som formand for Socialdemokratiet forbliver noget af en gåde. Hendes profil synes at være 'kvinde' og 'se mine store dådyrøjne'. Denne fremtoning kan måske være fordelagtig i nogle sammenhænge, men i det politiske spil er disse 'værdier' nærmest 'værdiløse'. Men de gør sig naturligvis pænt på et fotografi.
Siden Helle Thorning-Schmidt blev valgt, er det nærmest gået støt ned ad bakke for Socialdemokratiet. Hver gang Helle Thorning-Schmidt har mistet fodfæste, har hun spillet fornærmet teenager og forlangt at blive 'set'. Det er der ikke meget bid i.
Sammenlignet med Villy Søvndals ulvelignende fremtoning, er Helle Thorning-Schmidt er dådyr – en slags Bambi. Når Villy tiltrækker massernes opmærksomhed med sine gorilla brøl, svarer Helle Thorning-Schmidt ved at skøjte rundt mens hun råber “Se mig”. Benene vakler under hende på den glatte is. Det ser meget sødt ud, men masserne er ikke bange for et dådyr. De vil have en ulv.
Meget hårdt sagt, så er Villy Søvndal den formand som Socialdemokratiet skulle have haft. Helle Thorning-Schmidt kan ikke vare ret meget længere. Et valgnederlag til, og der bliver begået et dronningemord i Socialdemokratiet.
Læs meningsmålingerne i Jyllandsposten, den 3 september 2009.
(Roeg, den 5. september 2009)