Liberalismens udfordring.

Verden er materiel. Det afgørende for menneskers liv og eksistens er materielle forhold. Denne uomtvistelige sandhed er fundamentet for liberalismen.

I dag lever liberalismen som ideologi en kummerlig tilværelse. I Danmark, som i resten af verden, står liberalismen overfor en stor udfordring. Den skal vågne af sin tornerosesøvn. Den skal ud af elfenbenstårnet og ind i den virkelige verden. Den skal få snavsede fingre, ellers kan den ikke fortrænge de andre eventyrlige ideologier der hærger menneskeheden som en pest.

Liberalismen er en bevægelse. Den har blomstret før. Den kan blomstre igen. Men hvis liberalismen skal blomstre, så må den tage de udfordringer op som enhver bevægelse står overfor. I al væsentlighed er der 3 faktorer som er afgørende for en bevægelse.

  1. En ideologi.

  2. En ledelse.

  3. En evne til propaganda.

Liberalismen er ideologisk set meget veldefineret. En række politiske og økonomiske værker definerer liberalismen meget præcist. For et liberalistisk parti er det en simpel øvelse at udvælge en række af disse værker, og udnævne dem til at være partiets hellige skrifter. Det drejer sig om at vælge 5, 10 eller 15 værker. Blandt disse værker må utvivlsomt være Adam Smiths “The Wealth of Nations”. Hvis jeg selv skulle lægge et værk i en sådan pulje, måtte det være “Human Action” af Ludwig von Mises.

For en bevægelse er dens evne til at oppebære en ledelse meget væsentlig. Det gælder især hvis den skal være levedygtig over lang tid. Et liberalistisk parti bliver nødt til at kunne udskifte sine ledere i takt med menneskets aldring. Nogle dele af ledelsen vil være af ideologisk karakter, andre dele vil være ansigter udadtil. Det er i denne sammenhæng vigtigt at forstå at en eventuel persondyrkelse først og fremmest skal ske for at fremme liberalismen. Liberalismen bryder sig derfor ikke om 'stærke' ledere. At finde egnede ledere og kandidater der er villlige til at opstille til parlamentsvalg bør ikke være nogen uoverstigelig opgave.

Liberalismens væsentligste udfordring er at tilegne sig evnen til at producere propaganda.

Liberalismen er baseret på fornuft. Den er baseret på materiel analyse. Men mennesker er for størstedelens vedkommende enfoldige emotionalister. De forstår ikke fornuft. De ejer ikke evnen til at foretage kompleks materiel analyse. Det gør dem til lette ofre for dæmagogiske bevægelser. I løbet af det 20 århundrede har en lang række fantaster formået at forføre de enfoldige masser til kommunisme, fascisme og socialdemokratisme. Aktuelt er eventyrere i gang med at hjernevaske masserne med sundisme og økologisme. Disse totalitære ideologier er baseret på emotionalisme og materiel humbug.

Det er bydende nødvendigt for liberalismen at tage denne udfordring op. Det følelsesmæssige vås som kommunister, fascister, socialdemokratister, sundister og økologister har hjernevasket de enfoldige masser med skal fortrænges. De grå masser skal have hamret ord, udtryk og myter ind i sjælen gennem hjernevaskning, indtil de kan recitere liberalismens principper i søvne. Det er kun på denne måde de enfoldige masser kan 'lære' noget. Liberalismen er bundet til at udvikle denne form for dogmatik hvis den skal vinde masserne.

At opnå det mål vil kræve at man studerer det materiale som liberalismens fjender har brugt til at stikke tåbehistorier i hovedet på masserne. Liberalismens principper skal omsættes til effektiv propaganda. Hjernevaskningens principper skal anvendes. Uden at opfylde det krav, kommer liberalismen ingen vegne.



(Roeg, den 29 juni 2008)