Festivalgæster bryder rygeforbud.

Endelig en smuk nyhed. Rygerne på Roskildefestival blæser på rygeforbuddet i to af sceneteltene. Når musikken spiller og tusinder gynger med, kommer der ild i cigaretterne. Det er sådan det skal være.

Roskildefestivallen er ikke en helsebegivenhed. Der er rekordmange stoffer i år. Som noget nyt er der konfiskeret kontrabande cigaretter. En ung nordmand er i koma fordi han har taget for mange stoffer. Han kommer til at overleve (rettelse: han er desværre død, Ekstra Bladet den 7 juli 2008). Disse forhold taget i betragtning er et rygeforbud komplet idiotisk. Deltagerne på Roskildefestival søler sig til i mudder, alkohol og stoffer. Hvad i alverden skal man med et rygeforbud?

Rygerne ryger helt åbenlyst. Det manglede da også bare. Naturligvis skal man ryge når man er på Roskildefestival.

Skinhellige ikke-rygere er 'forargede' over at 'forbuddet ikke bliver overholdt'. Nå ja, men det kunne jo være at rygerne i almindelighed var ved at være trætte af 'rygeforbud'. Det har helligfimsene ikke tænkt sig at reflektere over.

For 10 år siden var der ingen der bekymrede sig en pind om tobaksrøg. Men fordi der i de sidste 5-6 år er blevet hamret propaganda ud i alle nyhedsmedier imod rygere, reagerer de enfoldige masser derefter. Det er en lektion i hvordan 'meninger' dannes. Det er en lektie i hvordan mennesker 'får' en ide. De hadefulde udfald imod rygerne er et produkt af propaganda. Det er propagandister der har 'givet' ikke rygerne den pretentiøse ide at de har hånds- og hævdret over andre mennesker. Det er en fristelse som er for stor til flertallet. De tænker ikke over at de er et villigt værktøj for propagandister.

Det er en stor glæde at rygerne blæser på rygeforbud. Det er den eneste vej frem hvis man skal bekæmpe rygeforbuddene. Det nytter ikke noget at 'forhandle'. Dem man forhandler med er hjernevaskede. Den slags giver det ingen mening at forhandle med.

Handling er vejen frem. Bryd rygeforbuddene.

Læs om de modige rygere på Roskildefestival i JP, den 5 juli 2008.



(Roeg, den 5 juli 2008)