Folkesundhed er planøkonomi.

I Danmark har vi planøkonomiske tilstande på en lang række områder. Et af de mest prominente områder hvor planøkonomien hersker er i hospitalsverdenen. Staten er hovedproducent af alle mulige former for hospitalsbehandlinger. Det er planøkonomi.

Under kommunismen i det gamle sovjet imperium herskede planøkonomien. Staten producerede brød, æg og kartofler. Hvad var resultatet? At folk stod i kø efter fødevarer. De stod først i kø efter brød, så i kø efter æg og til sidst i kø efter kartofler. Efter 70 år brød systemet sammen. Det skete i 1991.

I Danmark hersker planøkonomien i hospitalsverdenen. Staten producerer brystkræft operationer, hofte operationer og bypass operationer. Hvad er resultatet? At folk står i kø efter operationer. Først står folk i kø efter en brystkræft operation. Bagefter står de i kø efter en hofte operation. Til sidst står de i kø efter en bypass operation. Undervejs i køerne, dør folk af mangel på behandling.

Folk står ikke i kø udenfor hospitalerne. Køerne administreres af  bureaukrater. Der er orden i manglen! Men det er ligegyldigt om man dør af sult i en kø efter brød eller af kræft i en kø efter hospitalsbehandling. Begge dele er resultatet af centralistisk planlagt økonomi. Hvornår lærer vi at planøkonomi er noget skidt?

Hvad sker der når planøkonomier ikke fungerer? Der sker det at bureaukraterne skyder skylden for miseren på borgerne.

I det gamle sovjet imperium blev sabotører og agenter beskyldt for at være skyld i manglen på vaskemaskiner og franskbrød. Dovne arbejdere blev hængt ud. En gang i mellem blev en bureaukrat sendt i fangelejr. Men lige meget hjalp det. Syndebukkene var ikke skyld i ulykkerne.

I dagens Danmark er plansundheden for længst nået til det stadie hvor bureaukraterne skyder skylder for planøkonomiens utilstrækkeligheder på borgerne. Det er de fede, de dovne og rygerne der er skyld i at bureaukraternes planlagte sundhed ikke virker. De er plansundhedens syndebukke og sabotører.

Det er selvfølgelig noget sludder. Det er hverken frikadellespisere eller cigaretrygere der er skyld den planøkonomiske uorden der hersker i hospitalsverdenen. Problemet er at hospitalsbehandling ikke produceres efter samme principper som frikadeller og cigaretter. Hvis det var tilfældet, ville der til punkt og prikke være akkurat det antal behandlinger af den type og i den kvalitet som borgerne var villige til at erlægge rigdom til. Borgerne ville afbalancere frikadelleforbrug og kræftbehandlinger efter deres preference.

Hospitalsbehandling skal lægges i privat ejerskab, akkurat som produktion af sodavand og fejekoste. Vil der så ikke være folk der dør af mangel på kræftbehandling? Jo, naturligvis vil der være mennesker der dør af mangel på kræftbehandling. Men det er der også under plansundhedens tyranni. Pointen er bare, at under frihed har borgene selv alle handlingsparametrene. Hvis en borger ikke har midlerne til en kræftbehandling, er det resultatet af hans egne muligheders utilstrækkeligheder, ikke en fremmed bureaukrats tørvetrilleri.

Læs om dødskøen i plansundhedens utopia i Ekstra Bladet den 14 maj 2007.

(Roeg, den 15 maj 2007)