Det startede med opium.

For lidt over 100 år siden forbød man borgerne at tage opium. Forbuddet blev indført i den sags tjeneste at beskytte individet imod sig selv. Dengang advarede forstandige mennesker om at det ville ende med at staten foreskrev hvilken slags mad man skulle spise og hvor meget motion man skulle dyrke. Der blev gjort grin med disse betragtninger dengang. Men forudsigelserne har vist sig at holde stik. Der er virkelig ikke noget aspekt af individets liv som staten ikke forsøger at regulere og lovgive om.

Rygere har forgæves forsøgt at advare om at efter rygeforbud ville man komme efter alkohol. De enfoldige masser, herunder ikke-rygere som er overbevist om rygeforbuddets fortræffelighed, har afvist noget sådant. De tager naturligvis fejl. Hvis man kan lave forbud imod rygning med påstand om at ikke rygere kan få lungekræft af rygernes tobaksrøg, så er der intet problem i at forbyde alkohol. Det er naturligvis kun tåber der benægter det. Tåber er der åbenbart ikke mangel på.

I England er der indført et meget restriktivt rygeforbud. Det er mere restriktivt end i Danmark. Allerede nu er man ved at flytte rygeforbuddene udenfor.

Naturligvis er man nu gået i gang med at forbyde alkohol. Det sker i små trin. De første trin er taget. Supermarkeder er 'frivilligt' begyndt at fjerne de øl som har den højeste alkoholprocent fra deres hylder. Der er alle mulige påskud for at myndighederne har presset detailhandlen til det. Det klassiske argument er at der er 'for børnenes skyld'. Unge mennesker køber angiveligt stærke øl, og drikker sig fulde inden de går på diskotek. Så nu vil myndighederne begrænse borgernes mulighed for at købe stærk øl med det påskud.

Det er gået ud over Calrsberg, som sælger dåseøl af mærket Special Brew. Den sælges også i Danmark under navnet Master Brew. Det er en øl med en alkoholprocent på 9. Denne øltype er, sammen med visse andre øltyper, fjernet fra de engelske supermarkeders hylder.

Dermed er det første skridt taget på vejen til at forbyde alkohol.

Ligesom med rygning, startede det hele i småtingsafdelingen. De første skridt var frivillige. Med tiden accellererede man over til forbud.

Hvornår alt dette forbudsmageri og regulering får en ende er et åbent spørgsmål. Men det vil ikke ske før de enfoldige masser opdager det. Og desværre er de enfoldige masser temmelig enfoldige.

Carlsberg smidt ud af supermarkeder, i Jyllandsposten den 24. februar 2008.



(Roeg, den 25. februar 2008)