Demokratisme.

I den klassiske fascistiske eller kommunistiske magtmodel er der en almægtig enehersker. Denne enehersker er typisk sekunderet af en herskende kreds af medsammensvorne som tilsammen udgør magten. I princippet udgår enhver befaling herfra. Af denne model er det klart at diktatoren nok formelt er eneherskeren, men at kredsen af medsammensvorne er med til at fodre befalingssystemet.

Denne model anvendes af kommunismen. Den almægtige diktator er 'president' og 'partiformand'. De medsammensvorne findes i 'politbureauet' og i despotiets kommunistparti.

Fascismen anvender en tilsvarende model. Et råd udgør den egentlige kerne af magthavere, som i princippet svarer for diktatoren. Alt politisk arbejde er samlet i et enhedsparti.

Disse modeller hviler på at ingen opposition til herskeren tolereres. Ethvert anslag til opposition mødes med den mest hårdhændede voldsanvendelse. Det kan være i form af henrettelser, tortur eller indespærring i fangelejre. Den uhæmmede voldsanvendelse skal skræmme og intimidere enhver blandt masserne. Til at supplere dette, er der fuldt greb om alle 'massemedier'. Alle aviser, al radio og al TV er fuldt ud censureret og ensrettet. Alt hvad der kommer ud i noget medie, selv romaner, er gransket og tilrettelagt så indholdet regimenterer masserne efter magthavernes ønsker. Propagandaen er total.

Det hele styres efter en utopistisk forståelse af verden. Alle skal indrette deres adfærd som om utopien er virkelig. Diktatoren er således en form for figur der skal holde masserne fokuseret på realiseringen af den ønskede utopi.

I princippet er et demokrati helt anderledes. Masserne 'vælger' hvilke representanter der skal være i et herskende parlament. Medlemmerne af parlamentet skal så i princippet holde hinanden i skak. Den oprindelige ide med et parlament var at parlamentsmedlemmerne skulle vogte over borgernes frihed, den private ejendomsret og beskytte mindretal imod overgreb. Hvis en gruppe borgere ønskede at afprøve en utopisme, kunne de indrette sig derefter på privat ejendom. Det eneste de ikke måtte, var at begå en af de grundlæggende forbrydelser – mord, voldelige overfald og tyveri.

Sådan er det imidlertid ikke mere. I stedet må man forstå at demokratiet er blevet til en slags utopisme i sig selv. Dette kaldes her demokratisme.

Demokratismen går i princippet ud på at borgernes drømme udgør utopier. Det er således parlamentsmedlemmernes opgave at realisere utopierne gennem flertalsbeslutninger om hvilke utopier der skal gennemtvinges. Alt hvad 'flertallet' beslutter er lov. Der er ingen grænse for hvad der kan lovgives om. Demokratismens mantra er at 'flertallet' bestemmer, næsten uanset hvor tyrannisk flertallets ønsker end måtte være.

Enhver frihed der falder 'flertallet' for brystet kan opløses. Enhver ejendel som 'flertallet' ønsker at ekspropriere kan opløse den private ejendomsret. Ethvert mindretal som 'flertallet' finder det passende at forfølge kan udsættes for udrensning. Hvis et 'flertal' bifalder en utopi, skal den gennemføres med al statens tyranni. Der er ingen grænse, undtagen en. Uden et 'flertal' vil en utopi ikke blive gennemtvunget.

Dette er princippet i demokratismen.

Men under overfladen skjuler der sig noget andet. Masserne, som er enfoldige, har ikke mange ideer til hvilke utopier der skal realiseres. Derfor bliver man nødt til at stikke masserne sådanne ideer i hovedet. Til at 'hjælpe' de enfoldige masser, findes en række 'eksperter'. Disse 'eksperter' udtænker de 'rigtige' utopier. De fremstiller 'videnskab', økonomiske 'beregninger' og 'rapporter' om utopiens velsignelser. Disse 'eksperter' udsætter så masserne for propaganda, som til sidst 'overbeviser' masserne. De 'overbeviste' masser 'kræver' at få det gennemført som 'eksperterne' har hjernevasket dem til.

Parlamentsmedlemmernes opgave bliver i realiteten at give efter for massernes 'krav'. De har ingen reel magt. De er en form for marionetter. De skal fungere som gummistempel for de hjernevaskede massers 'krav'. Parlamentsmedlemmerne og ministre er feticher for masserne, på samme måde som despotiets diktator.

Dette er den beskidte realitet der skjuler sig bag demokratismen.

De forskellige 'eksperter' har organisationer eller statslige institutioner i ryggen. Sådanne organisationer og institutioner tjener den samme funktion som de herskende 'råd' i et diktatur. De har typisk specialiseret sig på forskellige områder, hver med deres utopi på dagsordenen. Det er disse organisationers og institutioners propaganda der stikker de enfoldige masser ideer i hovedet, som derfor bliver til 'krav'. Demokratismens opgave er med statens magt at realisere utopierne.

Således betragtet er demokratiet, i form af demokratismen, reelt blevet et diktatur. Der er ingen grænser for demokratismen. Den respekterer ikke privat ejendomsret. Den respekterer ikke noget mindretal. Den har kun respekt for et hvilket som helst virtuelt flertal der dukker op til ethvert tidspunkt. Der er intet krav til at flertallets krav skal give materiel mening. Enhver tosset ide som masserne kan stikkes i hovedet, skal realiseres med statens tyranni.

Dette er den styreform der i dag findes i Danmark, og en stor del af den 'demokratiske' verden. Det er derfor borgerne i stigende grad oplever at eksistere i et diktatur. De aner hvorfor. Hver gang et mindretal bliver trynet, sluges kamelen med en ide om at 'flertallet' bestemmer. Denne form for 'demokrati' fører kun et sted hen – til det totale tyranni.

Demokratismen er diktaturet i en ny skikkelse. Danmark er ikke et demokratisk land. Danmark er et demokratistisk land.

(Roeg, den 25 januar 2009)