Agurkerne høstes.

Agurketid er antirygertid. Der mangler historier i ferietiden, så nyhedspusherne tager hvad som helst. Antirygerne kan levere hvad som helst. Der findes ikke den sygdom eller menneskelige kalamitet der ikke forårsages af rygning.

Danmark har rekord i kræftdødsfald, kunne man læse i Berlingske Tidende søndag den 15 juli 2007. Antirygerne står i kulissen og savler – 'det er rygning' hvisler de. Så kommer det sædvanlige ævl. De vil have afgifterne i vejret på cigaretter. Nå ja, antirygere ryger jo heller ikke så mange cigaretter. ”A tax for thee, and not for me” som de siger i Amerika.

Den gode nyhed er at kræft er en sygdom som man først og fremmest får fordi man bliver gammel. Så når WHO, IARC og Kræftens Bekæmpelse er ved at falde over hinanden for at proklamere at i 180 lande har borgerne mindre sandsynlighed for at dø af kræft end i Danmark, så er det en pervers leg med tal. Et af de lande hvor borgerne har mindre sandsynlighed for at dø af kræft end i Danmark er Zimbabwe. I Zimbabwe er den gennemsitlige levealder på under 40 år. Deres geniale opskrift på at undgå at få kræft på, er simpelthen ved at dø af noget andet inden de bliver gamle nok til at få kræft. Det skulle vi måske også prøve?

En fyr ved navn Peter Boyle, som huserer i et bureaukrati ved navn IARC, proklamerer ”I har en fuldvoksen tobaks-epidemi i Danmark”. Han mener at cigaretter skal koste det samme som i Norge, hvor de koster 60 kroner pakken.

I Norge er rygerandelen den samme som i Danmark, nemlig 24 procent. Men i Norge har de ikke en ”fuldvoksen tobaks-epidemi”. Hvorfor ikke? Er det fordi cigaretterne koster 60 kroner pakken at de tilsyneladende er mindre helbredsskadelige end i Danmark? Den slags pudsigheder bekymrer ikke bureaukrater. De er revnende ligeglade med om rygning er nogen væsentlig kilde til lungekræft, bare de kan køre deres dæmagogiske ræs.

Sverige fremhæves som et foregangsland, med en rygerandel på kun 17 procent. Men i Sverige bruger 30 % af mændene tobak. De er i stor stil gået over til snus, specielt fordi de har portionspakket snus. Hvorfor kan man ikke købe portionspakket snus i Danmark? Det er fordi EU har forbudt os at købe portionspakket snus. EU's bureaukrater er lige så bedøvende ligeglade med hvad der forårsager lungekræft som IARC's bureaukrater.

Som rosinen i pølseenden hævdes det at ændrede rygevaner først vil slå igennem efter 10 – 15 år. Det er en narresut. Hvem vil huske antirygernes vidtløftige drømmerier om 10 – 15 år?

Læs om tobaksepidemien i Berlingske Tidende, den 15 juli 2007.



(Roeg, den 15 julie 2007)